Work Text:
“Påmind mig, Pickering,” sagde Henry, godt til rette ved sit skrivebord, “Var der ikke noget med dit blomsterbed?”
“Mit blomsterbed?” Obersten smilte, høfligt og venligt på en måde Henry aldrig havde opnået, selv da han brugte dage på det som barn. “Er det Eliza, som spørger?”
“Ja, hun vil vide, hvilke roser en fin dame går med.”
“Det er jo ikke helt mig, Higgins.”
“Nej, men du har erfaring, har du ikke?”
“En gammel mand som mig, tja…” Pickering rødmede lidt, “Nu vil jeg ikke overgå mig selv…”
“Bevares, overgå! Vi er i mit private hjem.”
Pickering smilte. “Er det nu kun noget, Eliza er interesset i?”
Hvad i alverden skulle det betyde?
“Selvfølgelig,” svarede han. “Selvfølgelig er det kun Eliza, Oberst. Tag dig nu sammen.”
“Hun smitter af på Dem.”
“Hun smitter ikke af på mig!”
“Ville uddannet sprogprofessor Henry Higgins havde udtalt sig sådan for blot to måneder siden?”
“Uddannet sprogprofessor Henry Higgins spilder ikke sin tid på sådan noget vrøvl!”
“Ja, ja,” svarede Pickering. “Så stort er det måske ikke.”
“Det er stort! Det er stort, hvis Eliza spørger.”
Han smilte. “Jeg kan høre, De er meget optaget.”
“For sidste gang, Pickering. Hvilke blomster går en fin dame med?”
“Pæoner, de ville klæde hende fint. Lang levetid, udviklende tilstand… ja, ja de er søde nok. Sørg for at plukke de lyserøde.”
Henry fór op af skrivestolen. “Skal jeg plukke dem?”
“Ja, det var jo Dem, der spurgte.”
Det blev en lang aften for Henry Higgins.